FYI

Undersøgelse

"Nogle gange føler jeg mig lidt som en Dr. Jekyll og Mr. Hyde" forklarer en af 
kvinderne under interviewet, da talen falder på adskillelsen mellem den pro-
fessionelle og den private sfære, "For når jeg er her på arbejdet, så er det altså det, jeg tænker på. Jeg elsker mine børn og min mand og alt det der. Men når jeg er på arbejde, er jeg meget fokuseret på det, jeg laver her. Og jeg kan føle stor glædes over det, vi laver her, når det lykkes og vi skaber gode resultater. Det brænder jeg så meget for, og jeg synes det er så fedt, og jeg vil så nødig skulle undvære det. Men samtidig er det jo sådan i privat regi - når jeg synes, det er for længe siden, jeg har budt ind med noget bolledej - at jeg bliver vildt bange for at vågne en morgen om fem år og opdage, at det hele var en ond drøm og at jeg har prioriteret forkert. Så tvivlen er der."

Dermed indkredser kvinden et af de mest typiske og mest omtalte dilemmaer for erhvervskvinder: den kolosale glæde og selvtilfredsstillelse ved at gøre et godt stykke arbejde, der imidlertid er forbundet med en evigt nagende frygt for ikke at være en god nok mor - og at have misforstået, hvad livet virkelig handler om. Dilemmaet er typisk og dukker op i næsten alle samtaler med erhvervskvinder, der samtidig er småbørnsmødre. Det er et reelt dilemma og det hverken kan eller skal vi negligere.

Samtidig er det et stort problem, at vi i den grad overfokuserer på den mest problematiske periode i erhvervskvindernes karriere. For det første udgør denne periode for de fleste kvinders vedkommende en ret kort periode ud af en lang karriere - det er for ærgerligt, hvis både den enkelte kvinde og kvinder som helhed skal bedømmes ud fra en arbejdsindsats i en periode, hvor man er under spidsbelastning i stedet for at fokusere på alle de andre år, hvor det ikke er nær så  problematisk.For det andet er det langt fra alle kvinder, der nogen sinde kommer i den situation. 
Enten fordi de slet ikke får børn, men har valgt at prioritere familielivet anderledes end de traditionelle kønsroller, fordi de uden et strejf af dårlig samvittighed køber sig til aflastning eller fordi de selv ved det fungerer og bare ikke lader sig påvirke så meget af, hvad pædagogerne og de andre mødre definerer af passende hentetider og frekvens på bollebagning uden brug af melblanding.  

Kvinder er ikke bare kvinder og mødre er ikke bare mødre

Hvis spørgsmålene om ligestilling i det hele taget kan bringe sindene i kog, kan spørgsmålet om børn i kombination med karriere få sindene til at koge over. Og intet er mere forkert end at tro, at bare vi er kvinder, så har vi alle sammen en forståelse for hinanden. Fællesskabet strækker kun så langt, at spørgsmålet om børn - uanset, hvordan man vender og drejer det - fylder meget i alle kvinders liv. Men mens det for nogen er ensbetydende med meningen med livet, er det for andre forbundet med stor sorg, frustration eller irritation. Dem, der ikke har børn endnu, men drømmer om at få det, har det mentalt med i karriereovervejelserne, selvom der reelt kan være mange år til de regner med at få børn. Dem, der definitivt har valgt - eller accepteret - at de ikke får børn, har alle forsvarsmekanismer klar for at forklare, hvorfor de ingen børn har. Og dem, der har børn, står midt i alle over-
vejelserne om work-life-balance og forventningerne om, hvordan man skal være som mor. Nogle glider gladelig og ubesværet ind i moderrollen, andre kæmper for at finde deres egne ben. Nogle lader sig gå på af de andre kvinders kritik, selvom egentlig selv synes, det hele fungerer fint, andre er i chok over at blive påtvunget en überkvindelighed, som de ikke kan forlige sig med og finder totalt oldnordisk.

Mødre mister ikke deres ambitioner undervejs

- men de får sværere ved at udleve dem

I den kvantitative undersøgelse deltog både kvinder med og uden børn. Vi har gennemgået hele materialet for at undersøge, om der var markant forskel i besvarel-
serne alt efter, om kvinder ingen børn havde, hvor mange børn hun havde og hvorvidt disse børn boede hos kvinderne hele tiden, var flyttet hjemmefra eller boede en stor del af tiden hos deres far, hvis kvinden var fraskilt.

Følgende viser sig at være statistisk beviseligt:

Arbejdsglæden og motivationsfaktorerne er de samme og det samme er kvindernes måde at beskrive sig selv på arbejdspladsen. Det er statistiske beviseligt, at børnene ikke påvirker ambitionerne nævneværdigt. Og det er i sig selv interessant, for det modbeviser den fordom, kvinder uden børn og givetvis også mange mænd typisk har om småbørnsmødre.

-

Selvom ambitionerne er intakte, bliver det i stigende grad svært at indfri dem, jo flere børn man får. På spørgsmålet om, hvad man ville gøre med sit liv, hvis man havde frit valg, er det signifikant, at  flere kvinder med børn ville vælge at "leve det samme liv som jeg gør nu", mens signifikant færre mødre vælger svarmuligheden "søge en mere krævende stilling". På spørgsmålet, om der er noget, der begrænser dem, så de ikke kan være helt sig selv, svarer signifikant flere mødre end ikke-mødre, at de føler sig begrænset af praktiske ting, så deres egne ønsker kommer til sidst. Det er der ikke noget mærkeligt i, men det er med til at understrege work-life-balance-problematikken: hvis karriereambitionerne reelt er intakte, mens man har små børn derhjemme, er det en større frustration at sætte dem på stand-by end hvis hele ens tilværelse har ændret sig, så man prioriterer fuldstændig anderledes end tidligere og har fået en helt ny mening med livet.

-

-                          

Det er især det første barn, der påvirker synet på den videre karriere. Kvinder med 1 barn overvejer signifikant oftere at søge en deltidsstilling eller blive selvstændige, end kvinder uden børn eller med flere børn. Mens den første fødsel således vender markant op og ned på alt i en periode og virkelig sender kvinderne i tænketank omkring meningen med deres videre arbejdsliv, lader det til, at de ved barn nummer 2 og 3 har fundet ud af, at det godt kan lade sig gøre at holde fast i en fuldtidsstilling og få familien til at fungere - eller affundet sig mere eller mindre frivilligt med, at de ikke kommer til at udleve deres karrieredrømme, selvom de stadig er intakte. ( figur 10) Noget tyder derfor på, at det er særligt vigtigt med en indsats overfor de kvinder, der netop har født deres første barn. Mange har oplevelsen af, at det føles fuldstændig meningsløst at sidde på arbejdet, mens deres lille barn bliver passet af nogle andre - og samtidig vender de ofte tilbage til kedeligere opgaver og mindre indflydelse på arbejdet, end de havde før de gik på barsel. Så de skal kæmpe sig tilbage samtidig med, at alle går og tænker "nå ja, hun skal jo snart på barsel igen, så det nytter ikke noget at give hende de langstrakte opgaver". For det første er det jo ikke nødvendigvis sandt, og så er det irriterende at blive påtvunget en venteposition; for det andet kan det jo være, hun har indgået en anden aftale med sin partner, end de fleste, så den barsel ikke ville blive særligt lang; og for det tredje er det meget demotiverende at vide, at alle andre regner med, at man kun er på visit. Så selvom kvinden ikke tænkte det på forhånd, kan hun meget vel blive tvunget ud i at tænke "nå ja, jeg skal jo forhåbentlig snart på barsel igen, så det kan ikke betale sig at kæmpe så hårdt for at få min position tilbage, når jeg alligevel mister den igen med det samme. Så kan jeg lige så godt vente til jeg kan give den fuld gas." Og sådan risikerer mange  vigtige karriereår at smuldre. Derfor er det vigtigt med en særlig indsats overfor de kvinder, der vender tilbage fra 1. barsel. Det skal være meningsfyldt for dem at vende tilbage - og der må iværksættes nogle særlige udviklingsprogrammer og arbejdsopgaver, der giver dem mulighed for at udvikle sig og vedligeholde deres markedsværdi, selvom de muligvis ikke er tilbage på arbejdet i særlig lang tid mellem barslerne.

For dem uden børn, er der to statistisk signifikante ting at bide mærke i:

De tror, at det især er karrieredrømmene (23% mod gennemsnittets 16%) og tiden med veninderne, man bliver nødt til at skære ned på som mor (43% mod gennemsnittets 34%). ( figur 10)

-

De vælger markant oftere svarmuligheden "Jeg lader mig ofte begrænse af min egen usikkerhed" på spørgsmålet "Her er nogle udsagn andre har sagt om at føle sig begrænset og ikke at kunne være sig selv. Har du selv oplevet noget, der svarer til dem?" Dette hænger formodentlig tæt sammen med gruppepresset for at blive mor og "de vedtagne kriterier for, hvad der er det optimale liv", der bliver beskrevet i Paradoks 4 og med kravene til den "hele kvinde" som forbillede, der beskrives i Paradoks 5.

Moderskab som særlig kompetence

En af de markante tendenser i måden, vi tænker vores arbejde på, er, at vi i stadigt stigende grad oplever en sammensmeltning af den private og den professionelle sfære. Det sker både i praksis, fordi vi får mulighed for at arbejde hjemmefra og tage timer, der tidligere var forbeholdt privatlivet i brug - mens vi bruger timer, der "tilhørte" arbejdsgiveren, på at hente børn, købe ind og have kvalitetstid med familien. Arbejdspladserne blander sig i vores kost, motion og rygevaner. På Facebook får kollegerne indblik i privatsfæren og de private relationer indblik i vores arbejdsliv. Og vi oplever i stigende grad, at vores forskellige personlighedstræk, der reelt intet har at gøre med vores faglighed, bliver fremhævet som en del af 
vores kompetencer. For eksempel bliver der ofte sat lighedstegn mellem det at være mor og det at være en god projektleder = god til at multitaske, empatisk, god til at prioritere, høj smertetærskel. Uanset, hvordan den mor så i øvrigt er mor - og hvor meget hun måtte hade projektledelsen, både derhjemme og på arbejdspladsen.

Pas på med at skåne alle mødre

En af de største problemstillinger ved, at vi skærer alle kvinder - og i særdeleshed mødre - over en kam er, at vi ofte tager forfejlede hensyn til dem. Både kvinder og mænd har en tendens til at lade være med at anbefale en kvinde, der lige er vendt tilbage fra barsel til en spændende opgave "for det kan hun nok ikke overkomme" eller man vil "ikke presse hende". Også uden at vide, om manden går derhjemme på barsel eller der er en anden form for set-up på hjemmefronten, der gør, at kvinden i virkeligheden hungrer efter at komme i gang igen og så er intet mere frustrerende end at blive skånet. Det er bedre at få tilbuddet og så selv sige nej - med et skud ekstra selvtillid, så man tør melde klart ud, når man er klar til at stemple ind igen. Når vi skåner forfejlet - og konsekvent - risikerer det at betyde, at det ikke kun er de perioder, hvor kvinden reelt er på barsel, hun skubbes karrieremæssigt bagud, men i hele perioden, fra hun venter sig første gang, til det er temmelig sikkert, at hun ikke skal have flere børn. Og det er en lang periode at være ude af spil, ikke at komme på udviklingskurser, ikke hoppe markant i løn, ikke få nye udfordrende opgaver. For nogle kvinder er det præcis det afbræk og den karrieremæssige balancegang de ønsker, mens børnene er små. Men det er absolut ikke tilfældet for alle. Så giv hellere alle end ingen chancen - og lad dem selv vælge til og fra.

Lad være

med at bekræfte fordommen om, at kvinde er kvinde værst

Lad være at blande dig i, hvordan andre kvinder vælger at planlægge og prioritere deres tid. Meget ville være nået, hvis vi ikke bidrog til at presse hinanden til at bage boller, rakke ned på dem, der har au pair, latterliggøre dem, der går hjemme. Det kan være rart at lade sig inspirere af de andre og spørge, hvordan de gør - men alt for ofte bliver det mast sammen til at handle om at bekræfte sig selv i sine egne valg.

Start en karrieremødregruppe

Lige så fantastisk det er for mange nybagte mødre at kunne give babysnakken frit løb i de officielle mødregrupper, ligeså hårdt kan det være for kvinder, der ikke deler de gængse mor-idealer, men gerne vil holde hjernen i gang under barslen eller savner deres arbejde. For dem er det langtfra nødvendigvis et frirum, men endnu et sted, hvor man skal lægge bånd på sig selv og føle sig forkert, fordi man også elsker sit arbejde. For disse kvinder kunne der ligge et stort potentiale i at supplere med karrieremødregrupper, hvor det var helt legalt både at elske sit barn OG glæde sig til at komme tilbage på arbejde. Uden at skulle have dårlig samvittighed over at have det sådan. Mødregruppen behøver ikke kun eksistere under barslen, men vil også kunne være et kærkomment frirum, hvor man kan diskutere børn og karriere med lige- og venligtsindede kvinder i samme situation.

Lad være med at kimse ad at få hjælp

Den oplagte løsning på rigtig mange af dobbelt-burden-problemerne er at få hjælp til husholdningen. Det er helt almindelig praksis i de fleste andre lande, hvis begge parter arbejder ude - men i Danmark er det i høj grad forbundet med dårlig samvittighed og unødig luksus. Mange af de interviewede kvinder giver udtryk for, at de overhovedet ikke selv har det dårligt med at have hjælp - men formulerer det alligevel på en måde, hvor det er helt tydeligt, at de ofte er nødt til at forsvare det. Man skal også passe på at skære au pairen over en kam. Mange af de inter-

viewede kvinder har en au pair, der ikke tager sig specielt meget af børnepas-ningen men er der som bagstoppere, når det er nødvendigt. Og ellers klarer alt det praktiske i form af indkøb,  madlavning, tøjvask, strygning - og den hjemmebagte bolle-bagning for den sags skyld. Alt det, der er med til at give dårlig samvittighed. Alligevel ender mange med dårlig samvittighed over at have au pair, fordi det er en fast vending i omgivelserne, at man "ikke får børn, hvis det bare er for at udlicitere dem til fremmede". Det står selvfølgelig enhver frit for ikke at ville have au pair eller anden hjælp derhjemme, men man bør lade være med at blande sig i, om andre har det - og i stedet bakke op om, at man sagtens kan være en god og kærlig og opmærksom mor, der tilbringer rigtig meget tid sammen med sine børn - og ikke har tid, lyst eller mulighed for samtidig at stå for indkøb, madlavning og bollebagning.

Husk, at kvinder uden børn også har et liv

Mange kvinder uden børn fortæller, at de ofte forventes at springe til, arbejde over eller tage de skæve aften- og helligdagsvagter, når det brænder på, mens mørdrerne til enhver tid kan smide "jeg skal hente"-kortet. Deres venner, fritidsinteresser eller efteruddannelser, opfattes konsekvent som mindre vigtige end de andres børn. 

Tillad dig selv nogle temposkift

En af de vigtigste pointer at få igennem til kvinder, der både vil prioritere moderskabet og karrieren er, at temposkift ikke alene er helt legale, der kan være store fordele ved at benytte sig af dem. Det er helt ok at tage nogle stille år, mens børnene er små og så kan du til gengæld give den gas i andre perioder af livet. Det kan være en god måde at undgå stress, double-burden-problemer og konstant dårlig samvittighed. Det er bare vigtigt, at det er dit eget valg - og at du ikke tvinges til at tage den med ro, hvis du ikke har lyst, fordi andre skåner dig unødigt.

Insistér på at få en individuel

løsning

For langt de fleste kvinder er der tale om en periode på ret få år ud af en lang karriere, hvor de har behov for særlige vilkår for at kunne få det hele til at hænge sammen. Men tit kan det være meget forskelligt, hvad det er, der skal til - og det er langt fra sikkert, at one-solution-fits-all. Typisk er der et ønske om færre timer, større fleksibilitet eller arbejdsopgaver, der ikke kræver konstant fysisk tilstedeværelse. Men dette skal gerne kombineres med nye løsninger, så kvinderne kan bevare deres markedsværdi i årene som småbørnsmor og er klar til at give den kul igen, når børnene er blevet lidt større. Det gælder om at tænke det som en samlet karriere og en samlet investering, så man stadig bliver sendt på kurser og indgår i udviklingsplanerne, selvom der er stor sandsynlighed for, at man snart skal på barsel igen. Ellers bliver det tilsammen rigtig mange år, hvor man også undlader at søge hen et nyt sted for ikke straks at skulle på barsel eller starte et helt nyt sted efter barsel.

Vær opmærksom på værdien af Me - branding

Mange af kvinderne giver udtryk for, at de gerne vil lave andet under barslen end at passe børnene. Men det kan være svært at komme til. Dels fordi mange af dem opdager, at de ændrer prioriteter, når først barnet er der - eller at de har langt mindre overskud, end de havde forestillet sig. Dels fordi det er lidt tabuiseret, hvis man ikke har 100% fokus på barnet. Oven i det kan det strukturelt og økonomisk kan være knudret at lave andet under barsel. Men det kan være en god investering at tage nogle små initiativer til at vedligeholde sin markedsværdi under barslen. Og mange af dem kan sættes i søen uden, at det behøver fjerne fokus fra barnepasningen.  Har man mulighed for at optræde i medierne undervejs, kan det være en god måde at vedligeholde sin synlighed - og har man ikke så nem adgang til medierne, kan man selv blogge eller være meget nærværende på de sociale netværk, så man bevarer sin synlighed i netværket og branchen, selvom man ikke arbejder lige nu.