 |
 |
 |
 Undersøgelse
Det kræver en massiv mængde psykisk råstyrke, hvis man som kvinde skal holde fast i og udleve sine ambitioner. For man er nødt til at være temmelig ligeglad med, hvad andre mener om en, hvis man skal navigere sig gennem det meget minefyldte forventningsfarvand enhver kvinde fra fødslen befinder sig i.
Selv dem, der vitterlig ikke lader sig påvirke af andres holdninger, kan næsten ikke undgå at blive påvirket af presset, når de mødes med andre. For vores samtaler er struktureret på en måde, så man næsten kun kan føle sig mangelfuld, hvis man ikke lige følger den slagne vej. De mest basale samtaler "kræver" nemlig udvikling på flere forskellige fronter - og helst på samme tid:
På familiefronten grilles folk for udviklingen på kæreste-flyttesammen- bryllup-1.barn.2.barn-worklifebalance-succesrige børn-børnebørn og der må helst ikke gå for længe, før man rykker videre i udviklingsfaserne. Så bliver presset massivt. Når man så er på den eftertragtede barsel, giver mange imidlertid udtryk for, at de ikke føler de kan bidrage til samtalen med meget andet end bleer og søvn-underskud - også selvom de ellers har en succesrig karriere. - På karrierefronten skal man også helst kunne præsentere en udvikling med øgede ansvarsområder, hyppige jobskifter og stigende lederansvar. Står man lidt i stampe, er man lige blevet fyret, hænger man fast i specialesumpen eller er man i en periode, hvor man tygger lidt over fremtiden, og derfor ikke har et klart svar, bliver der ofte tsk'et lidt og omgivelserne sætter massivt ind med konstruktive redningsplaner. - På den sociale front skal man gerne lave nogle spændende, overskudsagtige ting i weekenderne og have et par weekend-get-aways planlagt i horisonten, så man altid kan fortælle lidt om sit spændende liv. Ellers falder der hurtigt bemærkninger om, at nu skal man også passe på, at det bliver arbejde og/eller familie det hele. Hverken arbejdsnarkomani eller familieisolation er i høj kurs. Det er livskvaliteten, det handler om. Presset er massivt. Og selvom de grundlæggende er nok så glade og tilfredse, bliver mange alligevel påvirket af det - og det bedste forsvar er ofte et angreb på de andres valg, hvis det adskiller sig nævneværdigt fra ens egne. Småbørnsmødrene lader ikke de barnløse få fred, de barnløse svarer igen ved at kalde mødrene småborgerlige og undre sig højlydt over, hvordan de kan spilde deres hjerne på den måde. De selvstændige fatter ikke, at de fastansatte gider spilde deres liv på at være lønslaver, de fastansatte forstår ikke, at de selvstændige spilder deres chance for reel indflydelse på at hygge sig som freelancere. De mødre, der går ned i tid mens børnene er små, spørger spydigt til, hvordan de fuldtidsarbejdende mødre kan lade deres børn være de sidst afhentede, overlade dem til au pairen og servere købeboller, mens dem der har valgt sådan vrænger af deltidsmødrene og kalder dem Danmarks bedst uddannede husmødre. Det er subtilt - men meget, meget massivt. Og konstant.
Det kræver i sig selv en stærk psyke at navigere i disse samtaler, og mange af skolegårdens værste minder om mobning, gruppepres og usikkerhed kan let blomstre op, hvis man er en af dem, der vælger lidt anderledes end de andre - eller tilfældigvis er røget af sporet på grund af en skilsmisse, ufrivillig barnløshed, fyring eller sygdom.
Forventning om søstersolidaritet
Så selvom der hersker en udpræget forventning og søsterfællesskab og søstersolidaritet blandt de fleste kvinder, er det langtfra altid, at alle de kvinder, der deltager, føler sig trygge og afslappede i kvindeligt selskab. Det kan godt være, at man nødig selv vil fremhæves eller bemærkes på grund af sit køn (jvf paradoks 1), men omvendt er det ofte netop kønnet, der afgør, hvem der bliver inviteret med til tøse/pige/dame-brunch/fødselsdag/middag eller polterabend. Man kan være meget tættere på en mandlig ven, bror eller fætter, men alene på grund af deres køn er de ekskluderet af fællesskabet. Og alene på grund af deres køn er der meget mændene ikke forventes at kunne forstå - selvom mange af dem gør det, der er mange arrangementer, de ikke forventes at have lyst til at deltage i - selvom mange af dem har det, og mange synspunkter, de automatisk forventes at have på ligestilling, børneopdragelse, indretning eller madlavning - selvom mange af dem har deres helt egne holdninger, der ikke svarer til omgivelsernes forventninger om den stereotype mands ønsker, tanker og ideer. Kvinderne har og tager patent på rigtig mange ting, og forventer at andre kvinder grundlæggende er enige i deres egne valg og synspunkter. De er jo kvinder. Og derfor taler man med en åbenhed, ærlighed og inderlighed, kvinderne imellem og regner med fuld forståelse og opbakning. Hvis der er mænd til stede, er man bange for at blive trynet eller ikke kunne være lige ærlige. Men når det bare er "os kvinder", kan vi slappe meget mere af og støtte hinanden. Det er ofte en misforståelse.
Gruppepresset for at vælge "det rigtige"
Selvom holdningerne kan være mange og fronterne skarpt optrukne, er der alligevel en stiltiende konsensus om, hvad der er det rigtigste valg. Dem med børn, hus-og-have, et velfungerende parforhold og et godt job, som de formår at balancere perfekt mellem arbejdstid og familieliv, styrer spillets gang og samtalens forløb. Alle andre - dem uden børn; dem, der har valgt at blive boende i byen; dem, der er blevet skilt eller stadig er singler; og dem, der enten har neddroslet karrieren, er arbejdsløse for tiden eller arbejder for meget i de andres øjne, er på forhånd defineret i en minus-position. De står med forklaringsproblemet. Og ender ofte med at få - eller tage - meget lidt taletid til arrangementet. Folk ved ikke rigtig, hvad de skal spørge om, eller også kommer de med en masse velmenende råd, der er venligt ment, men igen er med til at understrege, at kvinden i søgelyset mangler noget i sit liv som hun bør have for at være rigtig kvinde. Dette kommer også til udtryk i kvantitative undersøgelse, hvor kvinder uden børn viser sig at være markant mere usikre, end kvinder med børn.
Hvis en gruppe barnløse bysingler, der elsker deres karriere, sidder alene sammen, har tonen imidlertid ofte en helt anden lyd. Pludselig hører man alle de tavse røster, der er chokerede over de andres kødgrydementalitet, kolosale egoisme forklædt som opofrende almoderlighed, risikoen for, at ungerne bliver totalt indskrænkede, når de vokser op i forstædernes privilegerede ligusterreservater - og ikke mindst forundringen over, at de pludselig intet vil med deres eget liv og karriere. Så får den til gengæld heller ikke for lidt - og hvis en mor med villa, Volvo og vovse alligevel er til stede, bliver hun ofte den tavse, som de andre ikke aner, hvad de skal spørge om eller frådende kaster sig over med gode råd om, hvordan hun bør kræve sit liv tilbage.
Men selvom moderskabet ophøjes til at være det mest saliggørende, er der alligevel mange beretninger om, hvordan det overhovedet ikke lever op til den idyl, man havde forestillet sig. Søvnløse nætter, irritabel baby, presset parforhold, usikkerhed på egne evner overfor det nye ansvar, tvivl på egne evner i forhold til den fremtidige karriere - midt mens alle henrykkes over, at man må være så lykkelig. Når der med jævne mellemrum udkommer bøger, der går lidt bagom idylforestillingen - for eksempel "Du kan bare vente dig" og "Sådan er mødre" opridses et grumt billede af afgrunden mellem drømme, forventninger og realiteter. Og mange nybagte mødre ånder lettet op, når det viser sig, at de ikke er de eneste, der ikke er super-duper-Fontx-lykkelige under hele deres barsel.
Jo ældre de inkarnerede singler og barnløse bliver, jo større er springet over på den anden side, når mange af dem efterhånden alligevel ender i parforhold, parcelhus og Pampersidyl. De fleste ender resignerende med at indrømme, at "så blev jeg alligevel kvinden, jeg ikke ville være", "jeg er ikke en nær så cool mor, som jeg troede, jeg ville blive" eller "nu kan jeg pludselig godt se, hvorfor det var så svært for de andre at få det hele til at hænge sammen". De andre mødre ånder lettet op, og de tilbageværende singler river sig i håret.
Det er vigtigt med sparring fra andre end veninderne
Men ikke alene er den misforståede kønskonsensus med til at holde mange kvinder i skak, fordi det forekommer helt uoverskueligt at bryde med forventningerne. Det er heller ikke særlig stimulerende kun at høre de enige røster, hvis man gerne vil udvikle sig eller skabe forandringer i sit liv. Det er sundt at blive udfordret på sine egne holdninger, og at få mange forskellige perspektiver på det, man selv troede var den eneste sandhed. Det kan være lige netop det, der sætter skub i en proces, der redder et hensygnende parforhold eller hjælper kvinden videre i karrieren. Og i begge de konkrete tilfælde kunne forskellige mænds syn på sagen være mindst lige så relevante som venindernes. Derfor kan det være problematisk, at de fleste kvinder især sparrer med deres partner (71%) og veninderne (54%) om deres karriereudvikling.
Der er ikke noget mærkeligt i, at man snakker meget med sin partner om sine karrieremæssige udfordringer og overvejelser. Men det er problematisk, hvis partneren er den eneste, man vender tingene med, for vedkommende er langtfra uvildig i diskussionen. Uanset hvor meget, han/hun ønsker at støtte op om og hjælpe kvinden i karrieren, vil rådgivningen uundgåeligt også blive påvirket af, at hendes karriereudvikling har stor betydning for parforholdet og familielivet. Og det er stadig kun de færreste mænd, der er klar til at sætte deres egen karriere på vågeblus i nogle år for at fungere som bagstopper. Og hvis man ikke er klar til selv at skrue ned for blusset, skal der meget til for ligefrem at opfordre kvinden til at klø på. Det er heller ikke ualmindeligt, at partneren stiller kvinden overfor et ultimatum, hvis hun ønsker flere børn - det kan hun godt få lov at få, men betingelsen er, at det ikke skal gå ud over hans karriere. Det er hende, der skal skrue ned for blusset, hvis det er. I enkelte tilfælde er der tale om partnere, der virkelig støtter op om kvindens karriere, og enten selv fungerer som bagstopper eller i høj grad bidrager til at gøre det muligt for begge at køre en karriere. Og dem bliver der givetvis stadigt flere af. Men man kan ikke som udgangspunkt opfatte partneren som en uvildig sparringspartner på karriereudviklingen. Heller ikke veninderne, der med 54% følger umiddelbart efter, er altid de bedste rådgivere. I en venindegruppe kan der forekomme et udpræget pres for at følges med hinanden gennem livsfaserne og prioritere forholdsvis ens. Den kvinde, der bryder normerne, bryder et socialt kodeks og søstersolidariteten ved at bevise, at det godt kan lade sig gøre at gøre det anderledes, få det hele til at hænge sammen eller skabe nogle alternative rammer for sit eget liv. Og her vil veninderne oftere end det modsatte søge at presse hende tilbage i folden. I andre tilfælde har veninderne ikke fulgt kvindens karrieremæssige udvikling nøje nok til at vide, hvad hun har brug for eller ønsker lige nu og her. De rådgiver hende ud fra den, hun var engang og de drømme og ambitionsniveauer, hun gav udtryk for som ung studerende. Eller - allermest typisk - hver gang, det når dertil, hvor det er lige ved at gøre ondt og reelt kunne have hjulpet, er der en, der skifter samtalen over på mere ufarlige emner som babysøvn og madopskrifter.
Det viser sig da også, at blandt toplederne og dem med særligt høje lederambitioner, er der en langt større tendens til at deltage i netværksgrupper. Der er også en tendens til, at de oftere end andre erhvervskvinder benytter sig af en mentor eller coach. (Se figur 11) Igen er der tale om en hønen eller ægget-situation. For vi kan ikke sige, om disse kvinder er i netværk og har fået tilbudt en coach, fordi de er ledere - eller om de blevet ledere, fordi de tidligt har været opmærksom på at få sparret med andre end deres private netværk - eller måske har fået øget selvtillid til at gå efter lederposterne, fordi de tidligt i karrieren blev opfordret til at deltage i et fagligt netværk eller en mentor tog dem under sine vinger. Det vi imidlertid kan sige er, at brugen af sparringspartnere udenfor den private cirkel er et af de steder topledere og kvinder med meget høje lederambitioner adskiller sig fra alle de andre deltagere i undersøgelsen.
Gå ikke glip af snakken i herreværelset
Selvom kønsrollerne har ændret sig meget de senere år og kun de færreste moderne boliger i dag er udstyret med et decideret herreværelse, hvor mændene i selskabet trak sig tilbage over en passiar og en god cigar, er der stadig lidt mentalt "herreværelse" over mange sociale sammenhænge, hvor begge køn er samlet. Efter middagen er det meget typisk, at kvinderne meget umiddelbart påtager sig ansvaret for servering, afrydning, opvask og kaffebrygning - mens mændene uden et strejf af dårlig samvittighed sidder tilbage i stuen. Ofte handler deres samtaler om de store linjer, arbejde, samfund, politik, debat - og kvinder uden børn fortæller ofte, at det kan være nemmere for dem at snakke med mændene end med deres veninder med børn. Dels har mændene ofte færre fasttømrede forventninger til, hvordan hun skal sige, tænke og handle. Dels fordi mange af de livsforandring-er - med børn som den primære - der vender fuldstændig op og ned på mange kvinders liv, værdier og prioriteringer, mere indgår som en ny facet af mændenes samlede personlighed. Også selvom de er nybagte fædre.
Kvindernes samtaler i køkkenet ender ofte i udelukkende at handle om familieudviklingen, måske boligdrømme og ferieplanlægning og meget ofte brok over mændenes manglende deltagelse i husholdningen. Disse emner forekommer at være de sikre og ufarlige, når mange kvinder er sammen. Men de bidrager også i høj grad til at fastholde hinanden i et mønster, hvor familielivet partout ophøjes til det vigtigste og grundkvindelige, mens karrieren og samfundsengagementet er et add-on, der ikke hører hjemme i kvindernes privatsfære. Samtidig er der også ofte en tendens til, at kvinderne i disse sammenhænge bekræfter hinanden i, at det er mændenes skyld det hele, eller at de er blevet uretfærdigt behandlet - og hvis man ser det fra en anden synsvinkel (arbejdsgiverens, chefens, partnerens), spørger ind til situationen eller kommer med mere konstruktive løsningsforslag kan det være svært at tage bladet fra munden, fordi det er et brud på søstersolidariteten. Her kan herreværelse-stemningen (uanset om der er herrer tilstede til også at bidrage med andre synsvinkler eller ej) virke befordrende på, at man snakker om tingene i et større perspektiv. NÅR talen falder på arbejdsliv og karriere, vil der meget ofte være en, der efter kort tid udbryder "Nu skal vi jo heller ikke snakke arbejde hele tiden", skifter samtalen tilbage til at handle om børn og bolig - eller umotiveret henleder alles opmærksom på en baby, der løfter øjenbrynet. Og så er den samtale afsporet.
Her kan det være en god ting at blive siddende i det mentale herreværelse og insistere på at måtte snakke om andet end børn og bolig i sociale sammenhæng. Det er ikke fordi, der behøver være herrer til stede - det handler mere om at skabe det mentale rum, hvor det er tilladt at vende verdenssituationen, diskutere arbejde og nyde helikopterperspektiverne.
Det er sundt at være vant til at skille sig ud
Mange af de dybdeinterviewede kvinder nævnte igen og igen, at det er nødvendigt med en del psykisk råstyrke, hvis man vil være leder. Man må ikke være bange for at skille sig ud. For man bliver ikke alene afsondret fra medarbejdernes søstersolidaritet, så snart man sætter sig i lederstolen; man vil også konstant skulle træffe upopulære beslutninger, der ofte kan gå på tværs af private eller sociale relationer. Selvom det på ingen måde har været med i udvælgelseskriterierne af de dybdeinterviewede kvinder, viste det sig under interviewene, at en stor del af dem havde haft nogle særlige oplevelser i løbet af barndommen, der meget tidligt havde givet dem råstyrken og evnen til ikke at bekymre sig så meget om, hvad de andre tænkte - fordi de alligevel aldrig ville komme til at passe rigtigt ind. 3 ud af 11 havde boet en stor del af deres barndom i udlandet, en var meget handicappet af ordblindhed og havde som voksen fået to børn med voldsom allergi og ekstrem høj intelligens, så de også adskilte sig meget fra børn flest. En havde siden sin tidligste barndom været meget berømt og berygtet for sit heftige temperament. Disse kvinder vendte af sig selv igen og igen tilbage til råstyrken. Det var samtidig disse kvinder i interviewene, der udmærkede sig ved at være dem, der bekymrede sig markant mindst om, hvad andre sagde. Også i den kvantitative undersøgelse er det statistisk signifikant, at de kvinder der er nået længst til tops også er dem, der bekymrer sig markant mindst om, hvad andre mener. Mens 47% gennemsnitligt erklærede sig enige eller meget enige i udsagnet "Jeg bekymrer mig ikke om, hvad andre mener om mine karrieremæssige valg", var det blandt topledere hele 65% og blandt dem med 4 eller flere lederjobs i bagagen var det hele 73 %. Her er det svært at sige, om det er hønen eller ægget - er de kommet til tops, fordi de fra starten var ligeglade med, hvad andre sagde og derfor ikke brugte dårlig energi på det, men gik mere direkte efter det, de ønskede sig - eller har de fået mere råstyrke undervejs ved at se, at tingene gik godt nok alligevel og erkende, at man aldrig kan please alle. Under alle omstændigheder må man sige, at jo tidligere, man erkender, at man aldrig ville være elsket af alle, jo lettere vil man få ved at bevæge sig mod toppen uden at være tynget af for mange kvababbelser. Denne råstyrke er vigtig - ikke kun i de private relationer, men også på arbejdspladsen. For den hårde kritik eller feedback fra dem, der er ældre og visere end en selv udgør ofte rygraden i den usynlige karriereskole. Og meget ofte undlader cheferne at kritisere kvinderne tilstrækkeligt eksplicit af frygt for, at de ikke har råstyrke nok til at klare mosten.
Men vi har brug for at blive udfordret, kritiseret og stukket til ind i mellem, hvis vi skal udvikle os. Den ubegrundede, koleriske kritik kan være meget ødelæggende, men den konstruktive hårde kritik kan være lige det, man har brug for.
Vi sampler - og sabler - vores forbilleder
Den spejling, diskussion og frustration, der gør sig gældende i venindegrupperne, foregår på præcis samme måde, når det handler om kvindelige forbilleder. På den ene side vælger hele 36% valgmuligheden "Det er ikke vigtigt for mig, om det er kvinder - det handler mest om, hvad personen har opnået" på spørgsmålet om, hvem der fungerer bedst som forbilleder for dem. Men samtidig er der kun 2%, der vælger muligheden "Kvinder, der er nået til tops karrieremæssigt, uanset, hvordan deres liv ellers ser ud", hvilket tyder på, at et kvindeligt forbillede samtidig skal opfylde en række andre kriterier for at blive betragtet som en succes. Dette underbygges yderligere af, at kun to ud af ti kvinder mener, de kan finde en rollemodel, der ikke har givet køb på noget. I det hele taget er mange ret hurtige til at fremhæve fejl og mangler ved de succesrige kvinder, der træder frem. Hvis de ikke har børn, er det derfor, de er nået langt - og de vil ofte blive kaldt jernladies eller "mandekvinder". Hvis de har børn, er det nok kun fordi de har udliciteret dem til en au pair. Hvis de er smukke, er det sikkert især derfor, de er kommet frem, hvis de er grimme ynkes de, trods alle deres andre succeser. Hvis de er målrettede, bliver de kaldt bitches, hvis de er meget empatiske, bliver de kaldt uprofessionelle. Den kvindelige studievært bliver bedømt på sit udseende, den mandlige på sin faglighed. Længere er vi alligevel ikke nået. Pick-and-mix-forbilleder
De mange krav til den perfekte kvinde betyder også, at de færreste kvinder har lyst til at sætte ord på et enkelt forbillede eller en bestemt rollemodel. Ingen har lyst til at være teenageagtig idoldyrker - men alle vil gerne inspireres til, hvordan man kan leve livet. Derfor er det meget typisk at "sample" sine forbilleder, så man ønsker sig den enes hjerne, dens andens krop, den tredjes familie, den fjerdes karriereforløb, den femtes fleksibilitet, den sjettes ansigt, den syvendes socialliv, den ottendes kunstneriske åre, den niendes kulinariske evner og den tiendes sexliv. Dette er på mange måder en god og sympatisk strategi i stedet for at ville kopiere en andens liv fuldstændig, men samtidig 10-dobler det følelsen af ikke at slå til, fordi det bliver ligeså umuligt for den enkelte at få alle elementer til at forenes i en, som det også er for de forbilleder, man plukker enkeltegenskaber fra. Derfor kan det være et problem, at mediernes opfattelse af forbilleder næsten altid er über-power-kvinder med fantastisk karriere, yndige børn, smukt ansigt, sportstrænet krop, lækker mand og et spændende fritidsliv. Det understreger fornemmelsen af at være ufuldstændig på alle fronter, mens portrætter af kvinder, der prioriteret og fravalgt benhårdt for at prioritere en side af livet, ville være med til at skubbe på accepten af, at det kan være nødvendigt at prioritere, hvis man vil blive rigtig god til noget.
Trods den store vægring ved idoldyrkelse er der alligevel en lille håndfuld kendte kvinder, der ofte bliver fremhævet som forbilleder - Stine Bosse, Lene Espersen, Helle Thorning Schmidt, Hanne Bech Hansen, Caroline Søeborg Ahlefeldt. Men det er karakteristisk, at de fleste synes, de er spændende at læse om, men ikke reelt føler, at de kan bruge dem som rollemodeller for deres eget liv. Deres liv ligger for langt udenfor rækkevidden af, hvad der er realistisk for mange af kvinderne - selvom de sidder på spændende poster. Og mange af dem efterlyser flere rollemodeller, der ligger tættere på et realistisk liv. En maksimering af deres liv - snarere end en drøm. Faktisk vælger kun 15% muligheden "Kvinder, der er noget helt til tops og samtidig formår at have et velfungerende familie- og fritidsliv", mens hele 25% muligheden "Kvinder der lever en tilværelse med balance mellem arbejdsliv og valgte amilie/fritidsliv", som deres vigtigste rollemodeller". Her adskiller toplederne og dem med de særligt høje lederambitioner i undersøgelsen sig imidlertid markant fra de andre besvarelser. Mens gennemsnittet for besvarelserne er 25%, er det kun 9% af toplederne og 13% af dem med meget høje lederambitioner, der har valgt denne mulighed. Det tyder altså på, at der er et markant behov for at bringe flere portrætter af mere almindelige kvinder, der navigerer gennem hverdagen, for at nuancere billedet af, hvordan en succesrig erhvervskvinde ser ud og hvordan hun får sit liv til at hænge sammen - på et plan, der forekommer de fleste realistisk at række ud efter. Men samtidig er det vigtigt at fastholde historierne om dem, der er gået og nået hele vejen, så der samtidig er noget for de særligt ambitiøse at stræbe efter og lade sig inspirere af. Og det er også væsentligt - både for interviewofrene og for journalisterne at holde sig for øje, at jo mere spalteplads, der bliver brugt på de hjemmedyrkede rodfrugter, fingermaling, dampende sex og julehjerter, jo mindre plads bliver der til at fortælle om sine faglige visioner, ledelsesfilosofier og karriereambitioner. Og det er igen - implicit - med til netop at fremhæve kvindens køn frem for hendes præstationer.
Det kan du selv gøre
Lab rosen i dig - og ros de andre
Blandt mange kvinder er der en markant tendens til at overfokusere på de få dårlige eller negative reaktioner samtidig med, at man helt overhører - eller ikke godtager - den ros, der også måtte komme. Der kan have været 100 positive kommentarer og én negativ, men det er den negative, der får lov at fylde det hele. Her er det vigtigt at blive bedre til også at lytte til de rosende ord - og tage kritikken til efterretning i det omfang, det er relevant og i de proportioner, den fortjener. Og det kan ikke understreges nok, at man endelig skal rose andre, hvis man synes, de gør det godt. Som hovedregel bliver folk altid glade - og da der tit skal en ordentlig bunke ros til for at opveje de negative kommentarer, kan det være en enkelt rose fra eller til, der gør hele forskellen i forhold til, om en anden kvinde orker at gå videre med et spektakulært projekt eller tør stille sig på talerstolen igen.
Giv hinanden frirum
For at undgå fornemmelsen af de andre kvinders onde øje, ville det være en stor fordel, hvis vi tillod hinanden nogle frirum, hvor:
det er OK at være uendeligt ambitiøs, sætte ord på sine drømme og sige de hårde sandheder til hinanden. - det er OK at prioritere familien højt og søge alternative muligheder for samtidig at fastholde en karriere. - det er OK at have au pair/hente sent/servere færdigkøbte boller og stadig kalde sig en "god mor". - det er OK at ville gøre tingene på sin egen måde, og at det i sig selv kan være en ambition.
Støt hinanden i de respektive ambitioner i stedet for at tale hinanden ned, fremhæve, at det nok ikke kan lade sig gøre, og at man ikke skal flyve højere end vingerne bærer. Og acceptér også, hvis nogen trænger til et fripas i en periode. Det kan kræve lige så meget mod at melde sig ud af ræset som at løbe videre i hamsterhjulet.
Grib i egen barm,før du griber i andres
Der er en hårfin balance mellem at give gode råd og at projicere sine egne frustrationer over på andre. Desværre er sidstnævnte meget ofte tilfældet. Når kvinder taler om eller rådgiver andre kvinder, foregår det meget ofte med udgangspunkt i deres egne drømme eller frustrationer. Meget ofte for at blive bekræftet i deres egne valg. Mødre vil presse enhver kvinde der er blevet over 30 år voldsomt for, at hun også skal blive mor. Flergangsmødre vil presse voldsomt på, for at andre skal få en to'er, dem der har fravalgt børn, vil presse voldsomt for, at deres barnløse veninder skal forblive barnløse - eller i det mindste ikke blive alt for kedeligt mor-agtige, hvis de får børn. Dem med hus og have vil presse for at dem, der bor i lejlighed også skal binde sig økonomisk på mund og hånd, dem i lejlighed vil stikke til dem i hus, fordi de er blevet så satte og indskrænkede... Det stopper aldrig, med mindre hver kvinde selv tager sig i det og stopper sit pres af andre kvinder og påtaler det, når andre presser hinanden. Gode råd er dyre - og det er vigtigt de bliver sagt med modtagerens interesse for øje. Mange af de sårende spørgsmål eller den larmende tavshed, der følger, hvis man svarer noget uventet, skyldes sjældent ondskabsfuldhed, men bunder i uvidenhed eller egen usikkerhed. Hvis vi ikke kender andre, der gør det, kan vi ikke finde ud af at stille ordentlige spørgsmål. Men i stedet for at grille og presse og rådgive, kunne man jo vælge at indrømme sin uvidenhed og spørge helt åbent for at lytte sig klogere - på samtalepartnerens præmisser. Ofte skyldes de sårende spørgsmål, at man i virkeligheden gør lige præcis det, den spørgende kvinde selv ville ønske hun gjorde mere af - og derfor føler et ekstra stort behov for at bekræfte sig selv i er en dårlig ide.
Find nogle uvildige karrieresparringspartnere
Mange kvinder bruger deres partner og veninder som deres vigtigste sparringspartnere karrieremæssigt. Og det er problematisk, fordi partneren langtfra er uvildig og veninderne ofte rådgiver ud fra deres egne prioriteringer, der ikke altid stemmer overens med kvindens egne. Desuden har ingen af parterne nødvendigvis kendskab til den virksomhed eller det udviklingstrin, kvinden har brug for sparring til at håndtere. Derfor er det en rigtig god ide at indgå i nogle mere professionelt orienterede netværk, hvor man få sparring og inspiration på det niveau, man har brug for. Her er det ofte en fordel, hvis man ikke kender hinanden for godt i forvejen, så alle starter jævnbyrdigt og på lige fod. Og man ikke rådgiver hinanden ud fra forudindtagede forventninger.
Tænk på netværket som en pligt - ellers løber det ud i sandet
Mange kvindelige netværk lider under stort frafald på selve dagen. Alle har koordineret kalendere, og der er masser af tilmeldte. Men en stor del af deltagerne melder afbud i sidste øjeblik. Når hverdagen melder sig, prioriteres familien og arbejdsopgaverne over deltagernes eget behov for inspiration og sparring på karriereudviklingen. Men hvis et netværk skal fungere optimalt, og man selv skal have noget ud af det, er det vigtigt, at man deltager på møderne langt de fleste gange. Ellers går man glip af den fortrolighed og fælles referenceramme, de andre efterhånden opbygger. Og initiativtagerne mister lysten til at blive ved med at arrangere spændende møder. Derfor kan det være en god mental øvelse at appellere til sin egen pligtopfyldenhed og italesætte netværket som en pligt, der SKAL prioriteres på linje med arbejdsopgaverne og familien.
Tillad dig selv at blivehængende i herreværelset
Uanset civilstatus ville det for mange kvinder være givtigt at lade opvask være opvask og i stedet blive hængende i stuen over den mentale cigar og den vidtløftige passiar. Der ville være et stort potentiale i, at de enkelte kvinder undte eller skabte sig selv lidt mere tid i "herreværelset". Det handler ikke om, hvilke køn der er tilstede i rummet, men mere om at skabe rum, hvor det er helt legalt at snakke arbejde, politik og livets store spørgsmål uden at have dårlig samvittighed over, at man ikke hjælper med opvasken. Man kan skabe rum til små herreværelser i sit eget liv ved for eksempel:
At påvirke kredsens kultur, så det bliver ligeså ok at afspore samtalen ved at sige "nu skal vi jo heller ikke snakke børn hele tiden", som det i dag er at sige "nu skal vi jo heller ikke snakke arbejde hele tiden". - At tillade sig at blive siddende tilbage i stuen og snakke, selvom der er en opvask, der skal tages. - At tage bladet fra munden og bidrage med alternative synsvinkler, modargumenter og større perspektiver, i stedet for altid at levere rendyrket forståelse og medynk. Nogen gange er det en øjenåbner, der skal til, hvis tingene skal ændre sig. Også selvom det umiddelbart kan virke hårdt at sige. - At sammensætte en gruppe mennesker man respekterer fagligt og aftale at mødes med jævne mellemrum for at diskutere fag eller karriere.
Tænk over, hvordan duomtaler kvinder, du ser op til
Pas på med altid at fremhæve de negative sider først, når du fortæller om en kvinde, du beundrer. Lad være at starte med alle forbeholdene - "nu har hun jo ikke børn...", "nu er hun jo også født med en sølvske i munden", "udseendemæssigt er hun jo ikke noget at råbe hurra for, men hun en fandme skarp", "Hun klæder sig ret billigt, men jeg synes, hun er flot", "Hun er lidt en bitsch, men helt sikkert dygtig". De kritiske spørgsmål skal nok komme fra de andre, så snart du roser en anden kvinde. Så lad være med også selv at pille hende ned.
Brug Facebook somnetværks-træningslejr
Der er en tendens til, at mænd ikke skelner nær så meget mellem privatsfæren og professionelle sfære, mens mange kvinder har en tendens til tænke skidt for sig og snot for sig. Veninder for sig og kolleger for sig. Mit professionelle jeg og mit private jeg. Og en del giver udtryk for at føle sig lidt "falske" eller føler rollerne komme i konflikt med hinanden, når veninder og kolleger mødes til samme reception eller folk fra privatsfæren er til stede under et foredrag eller kundemøde. Og der kan være en voldsom berøringsangst overfor at spørge bekendte fra den private sfære om hjælp i en professionel sammenhæng. Man vil ikke udnytte sine venner eller blive valgt på grund af dem - hvilket er utroligt sympatisk, hvis øjnene, der ser, sætter lighedstegn mellem "at hjælpe hinanden" og udnyttelse og nepotisme. Men set med andre øjne svarer det til at spille sig selv af banen, hvis man alt for eksplicit opretholder skellet mellem private venner og professionelle forbindelser - for det falder mange af konkurrenterne helt naturligt at netværke og anbefale hinanden på kryds og tværs af professionelle relationer, børnehaveforældregrupper, golfture og festdækkede borde.
Vælg dine professionelle netværk på baggrund af ambitionsniveauer og livsfaser
De sociale medier som blogs, Facebook og Twitter kan i høj grad være med til at accelerere sammensmeltningen mellem privatsfære og professionel sfære. I begyndelsen er det grænseoverskridende for de fleste at se gamle skolekammerater, nuværende kolleger, tidligere chefer, mostre, veninder, studiekammerater og mødregruppe-medlemmer blandet sammen i en pærevælling. Men lige så langsomt vænner de fleste sig til det og begynder pludselig at sætte stor pris på og opdage fordelene ved det blandede netværk. Vigtig inspiration til en arbejdsopgave viser sig at komme fra barndommens hjerteveninde, der laver noget helt andet i dag; gode råd på privatfronten kommer pludselig fra kollegaerne. Tanten kommer med den mest tankevækkende kommentar til en statusopdatering. Verdenerne smelter sammen - og når først man er kommet i gang, viser det sig ikke at være så farligt endda. Og pludselig er det heller ikke længere så grænseoverskridende at blande verdenerne i den fysiske verden.
Mange kvindenetværk nedsættes fejlagtigt uden, at man har taget helt stilling til, hvad formålet er. Men ligeså meget som forskellighed og inspiration forskellige steder fra kan være helt formidabelt i mange andre sammenhænge, kan det være problematisk i netværksdannelser. Det kan forekomme groft at selektere meget eksplicit efter, hvem der ville passe godt sammen i et netværk. Og den optimale sammensætning går ofte på tværs af eksisterende venindeklynger. Dette kan skabe konflikter, fordi mange kvinder samtidig gerne vil tage hensyn til veninderne og hellere inviterer en for mange end en for lidt. Men gruppedynamikken er enormt sårbar, hvis man skal kunne føle sig tryg og tale åbent og ærligt. Ligeså godt, inspirerende og modnende det i mange sammenhænge kan være at blive sat sammen med andre på tværs af alder, livsfaser, brancher og uddannelser, skal man nøje overveje, hvordan man sammensætter kvindenetværk, hvis det er med henblik på at hjælpe kvinderne til at støtte hinanden i deres karriereudvikling. For kvinder er som bekendt ikke bare kvinder - og det kan provokere mere end det hjælper, hvis man bliver sat i en gruppe af kvinder, der har prioriteret helt anderledes end en selv. Ligeså vigtigt det kan være at få indblik i andre prioriteter og livsformer, ligeså begrænsende kan det være i forhold til, om man bliver udfordret, hjulpet eller begrænset i sin udvikling af kvinderne omkring en. Ingen har mindre forståelse for hinanden, end de småbørnsmødre, der i nogle år prioriterer worklifebalance over karriereudviklingen og de småbørnsmødre, der gerne vil give karrieren fuld kraft samtidig - og derfor arrangerer sig på andre måder og får hjælp udefra for at få det hele til at hænge sammen. Så hvis man sætter dem sammen ud fra ideen om, at de jo alle sammen er mødre, risikerer man, at alle deltagere bliver mere sårede, frustrerede og begrænsede, end de var før. Det vil stadig være en stor fordel at fordele på brancher og uddannelser, så man kan få indblik i forskellige måder at gøre tingene på og tale frit blandt andre, der umuligt er ens konkurrenter. Men hvis man ikke har taget livsfaserne og prioriteringsmønstrene alvorligt nok i sammensætningen, risikerer man, at der vil gå alt for meget tid med at afklare, hvad formålet er med netværket. Dem, der fokuserer meget på worklifebalance vil hurtigt blive frustrerede, hvis det ikke handler nok om at få livet med børn til at hænge sammen med karrieren. Dem uden børn eller med store børn gider ikke bruge for meget energi på de spørgsmål. For de er ofte et sted i karrieren, hvor der allerhelst skal kul på.
Sæt ord på dine drømme
Rigtig mange drømme visner, fordi kvinderne ikke tør sætte ord på dem, selv overfor deres allernærmeste. Af frygt for at blive afvist, latterliggjort eller kaldt ukvindelige. Men hvis ingen ved, hvad du drømmer om, kan de umuligt hjælpe dig til at realisere dem. Sørg også for at dele dine drømme med andre end din partner og dine veninder - ofte vil din chef, dine kolleger eller dit professionelle netværk i langt højere grad kunne hjælpe dig med at realisere det i praksis.
Lad være at give hinanden skyld med skyld på
Selvom man ofte spørger mænd om de samme ting, er det sjældent forbundet med nær så meget fordømmelse, hvis de ikke har børn - eller ikke prioriterer at hente dem klokken 3. Det er kvinderne imellem, spydighederne og bebrejdelserne fyger, mens mændene bliver rost, hvis de henter tidligt en dag om ugen eller står for madlavningen engang imellem. Tilsvarende er det også kun kvinderne imellem, at der kan opstå en skyld-med-skyld-på relation i forhold til, hvem der sørger for julefrokosten, barselsgaverne, jubilæumsvinen eller påfyldningen af slikskålen. Ofte sættes der helt andre standarder for kvinderne, når det handler om at sætte kopper i opvaskemaskinen, spørge til sekretærens børn, tage initiativ til julefrokosten eller købe barselsgaver til kollegerne. Det er jo fantastisk, hvis man selv har lyst til at påtage sig opgaven og måske ligefrem hygger sig med kagebagningen eller planlægningen - problemet er bare, at der samtidig ofte er indbygget en forventning om, at man så har sat standarden for alle de andre kvinder også. Og så får kagen en bismag af: "Når nu jeg havde...kunne du også godt".
Acceptér, at det ikke er alle, der kan lide dig (det kan de alligevel ikke)
Mange har en opfattelse af, at så længe de holder sig til normen og forbliver på det jævne, får de ingen fjender. Og ligefrem fjender undgår de måske nok, men deciderede venner, beundrere og fanskarer fraskriver man sig også, hvis man aldrig stikker snuden frem. Man kan enten vælge at leve sit liv ud fra, hvad man tror, andre synes, er fedt. Eller vælge at gøre det, man selv synes er fedt. I det første tilfælde vil man generelt blive accepteret bredt, men ofte med en vis ligegyldighed. I det andet tilfælde skaffer man sig muligvis nogle fjender på halsen, eller nogen synes, man er "for meget" - men til gengæld vil mange andre hylde en så meget desto mere.
Hyld dem, der tør vælge noget fra
De fleste kvinder, der fokuserer på at nå til tops inden for én ting - det være sig alt fra karrieren til sporten, kunsten eller moderskabet - vil ofte blive beskyldt for at være for enøjede. Og deres succes vil altid blive påhæftet forbeholdet "men så har hun heller aldrig..." eller "men har hun også levet?" Men det ville hjælpe meget, hvis der kom en større generel accept af, at det også kan være beundringsværdigt at turde tage de store fravalg. |
MAGASIN
