Back Issues - Arkiv

Artikel

Vi kommer ikke ud af stedet

- Danske mænd sidder stadig tungt på chefstolene rundt omkring.

Tekst: Trine Beckett

Foto: Jens Stotze

Nr. 63

Så langt nede ligger Danmark i 2007 når det gælder ligestilling på chefgangene. Placeringen er udregnet af World Economic Forum og offentliggjort i deres ligestillingsrapport Gender Gap Report 2007. I modsætning til de andre skandinaviske lande har vi ikke rykket os synderligt ud af flækken de sidste mange år. Tallene over danske kvinder i bestyrelser ligger fast på omkring fire procent, på universiteterne tegner kvinderne sig for kun syv procent af professoraterne og i kommunerne er udviklingen gået i den helt gale retning siden kommunalreformen i 2007. Før reformen tegnede kvinderne sig for 17 procent af kommunaldirektørposterne. I skrivende stund er kun fire ud af 97 kommunaldirektører kvinder. Ligestillingseksperter i udlandet er dybt forundrede over, at fordelingen fortsat er så skæv, fortæller Yvonne Due Billing, lektor i Sociologi og forfatter til flere bøger om emnet.

I Danmark er ligestilling kvindernes problem

Uligheden i chefstolene er dobbelt iøjnefaldende fordi Danmark på andre områder er blandt duksene. F.eks. når det gælder ligestilling i forhold til analfabetisme og uddannelse. Her er piger og drenge i samme båd. Og det betyder at Danmark ender på en samlet 8.plads på OECDs rangliste. Sverige og Norge rangerer suverænt som nummer 1 og 2. Filippinerne ligger nr. 7. Men hvorfor befinder Danmark sig forsat i krybesporet, når det gælder chefposter? Ifølge Yvonne Due Billing er den helt store barriere, at vi er enormt dårlige til at tale seriøst om ligestilling.

"Jeg bliver ringet op af mine udenlandske forskerkolleger, der spørger, hvad det er, der sker. Tallene har jo kun rykket sig med ganske få procent i den rigtige retning i løbet af de sidste tyve år."

 "I Sverige betragter man det som helt naturligt at være feminist, i Danmark griner folk og synes, du er mærkelig." Hun bakkes op af Betina Wolfgang Rennison, lektor på CBS, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi. "Danskere opfatter diskussionen om ligestilling som et problem for kvinder. Og ikke som en sag, begge køn har interesse i." Samtidig, konstaterer forskerne, er vi grundlæggende uenige om, hvad årsagen til den fortsatte ulighed på chefniveau skyldes - kvinderne selv? Samfundets strukturer? Eller?

Bettina Wolfgang Rennison er netop udkommet med et bidrag til bogen Genopfindelsen af den offentlige Sektor, hvor hun analyserer vores måde at tale om ligestilling på. Hun kortlægger fire forskellige diskurser. Hver med deres forklaring på problemet, hver med deres forslag til løsningen af det.

Kvinden opdrages til bagstopper

Den første diskurs kalder hun for lighedsdiskursen. Ifølge den er mænd og kvinder født lige. Og uligheden på chefposterne skyldes, at mænd og kvinder ganske tidligt socialiseres ind i et traditionelt kønsrollemønster, der fastholder kvinder som bagstoppere i hjemmet og mænd som ledere på arbejdspladsen. Den sociale tilpasning betyder, at kvinderne hverken søger eller har de nødvendige kompetencer til at kapre chefposterne. Derfor lyder løsningen: Fiks kvinden. Hvis hun skal have en toppost, skal hun kompetenceudvikles og uddannes, så hun kan søge og få titler på samme vilkår som sine mandlige kolleger. Den diskurs har især været fremherskende under den borgerlige regering, bemærker Betina Wolfgang Rennison.

Kvinden batter på bundlinien

Ud fra fortrinsdiskursen, ser virkeligheden ganske anderledes ud. Ifølge den er kvinder markant anderledes væsener end mænd. De er mere empatiske og har et særligt omsorgsgen, der kvalificerer dem særligt til de blødere områder inden for ledelse.

Når de ikke allerede er ledere, er det fordi den slags bløde områder ikke har haft den store bevågenhed i det industrielle samfund. Men i dag batter det på bundlinien at have stiletter på direktionsgangen og i bestyrelsen. Derfor lyder løsningen, at man skal "fejre forskellene" og bruge positiv særbehandling til at få kvinderne ind. Denne diskurs vinder også delvist genklang i regeringen (dog ikke løsningsmodellen med positiv særbehandling) f.eks. da den i forbindelse med strukturreformen skrev på sin ligestillingstjekliste "Husk, at det kan betale sig at have kønsblandede ledelser."

Oldboys-netværk stopper kvinden

Den tredje diskurs kalder Betina Wolfgang Rennison for den institutionelle. Ifølge den skyldes uligheden på arbejdsmarkedet de patriarkalske strukturer, som danner grundlaget for vores samfund og for hele vores måde at drive virksomhed på. Oldboys-netværk og den såkaldte Rip-Rap-Rup-rekruttering - at mændene ansætter ledere, der ligner dem selv - lægger et glasloft over kvindernes muligheder for at avancere. De kan altså godt se toppen, men kan ikke reelt kravle op igennem ledelseshierarkiet. Løsningen er at tage hårde midler i brug - angribe de eksisterende strukturer og stille krav om familievenlige arbejdsforhold, tvungen barselsorlov til mænd og kønskvotering. Som man har gjort det f.eks. i Norge og Sverige. Mange danske kønsforskere læner sig op af denne diskurs.

Powerkvinden er fri

Endelig er der frihedsdiskursen. Den ser kønnet som en flydende størrelse. Hvad det betyder at være kvinde, definerer den enkelte kvinde gennem den måde, hun opfører sig på. Ifølge denne diskurs har kvinden altså selv mulighed for at gøre sig fri af de normer og regler, der holder hende tilbage på arbejdsmarkedet. Løsningen er således op til den enkelte. Og alt tyder på, at fremtiden tilhører alfahunner eller powerkvinder, der tager sagen i egen hånd. Konflikt hindrer yderligere ligestilling De fire diskurser har altså både vidt forskellige holdninger til, hvad køn i det hele taget er for en størrelse, til, hvad de få kvindelige chefer skyldes og til, hvad man skal gøre ved det. Og den danske kønsdebat mangler bevidsthed om, at vi debatterer på forskellige måder. Enhver står fast på sit og det bremser udviklingen, konkluderer Betina Rennison: "Det lukker af for at kunne diskutere emnet ordentligt. Man får ikke ændret på resultaterne, fordi der går konflikt i den. Diskussionen udvikler sig til en konkurrence i at skrige højest." Men hvilken diskurs tror hun selv på har den bedste forklaring og løsning? Forskeren vil ikke fremhæve en frem for andre. Diskurserne indeholder alle en rem af sandheden. "Det kan godt være den enkelte powerkvinde kan rykke noget. Men det kan kvoter også. Disse ting behøver ikke at udelukke hinanden, men det gør det i den aktuelle debat," siger Betina Wolfgang Rennison,der altså mener, at fortalerne for kvoter må acceptere, at frivillige tiltag som f.eks. ligestillingsministeriets kommende charter også kan have en positiv effekt. Omvendt skal de, både mænd og kvinder, der pr. refleks løber skrigende bort, når de hører ordet positiv kønskvotering lytte en ekstra gang. Kvoter har vist sig at virke i vores nabolande, og er blevet uretmæssigt tabuiseret i den danske debat, mener forskeren.

Vi bortforklarer, når vi bliver diskrimineret

Både hun og Yvonne Due Billing ser det som en stor risiko at en skinger ligestillingsdebat, hvor folk råber af hinanden i stedet for at forfølge og prøve løsninger af, tabuiserer emnet. Og lektor på RUC Karen Sjørup, en af dansk ligestillingsforsknings grand old ladies, er enig. Fortsat og frugtbar dialog er afgørende for at nedbryde de barrierer, der fortsat holder kvinder tilbage. "Det er så skamfuldt at blive diskrimineret. Og vi vil ikke være tabere. Derfor bortforklarer vi de situationer for os selv, hvor vi bliver ekskluderet. Og derfor kan der være mange kvinder, der ikke får opfyldt deres drømme og potentialer," siger hun og nævner eksemplet med de kvindelige præster, der ifølge en undersøgelse i Politiken ikke syntes, det var et problem, at de ikke blev udnævnt til biskopper eller provster. Fordi de ifølge eget udsagn gik efter forkyndelsen, det sociale i jobbet. Men det er langt fra sikkert, at det er sandheden. Måske er det deres måde at håndtere eksklusion på. I dette tilfælde blev Politikens undersøgelse en katalysator for diskussionen om ligestilling i præstekredse generelt og de kvindelige præster imellem. Hvilket kan betyde, at de fremover er langt mere bevidste om deres egen plads i hierarkiet, deres rolle og karriere. Og at de ikke er alene. Bare den erkendelse stiller dem bedre end før. "Enkeltpersoner er altid lettere at ekskludere. Om du er alene eller to gør en stor forskel. Så snart man er flere kan man skabe en diskurs. Derfor hjælper det også at sætte målsætninger, der er ret små."

Nye powerkvinder på universitetet

Karen Sjørup går ind for, at man hjælper ligestillingen på vej med blandt andet reserveret barselsorlov til mænd. Samtidig skal kvinderne selv blive bedre til at invadere mændenes netværk, og f.eks. ikke bare acceptere at tale om børn med sekretæren, mens de andre i direktionen diskuterer deres nye Audi. Det kan netop være i diskussionen om Audien, at der kommer idéer til nye strategier på bordet. Der bør kvinderne tage ordet og enten snakke med eller bede om at få skiftet emne, lyder rådet fra Karen Sjørup, der dog overordnet er optimistisk på ligestillingens vegne. Ikke mindst fordi de samfundsfaglige kandidatuddannelser, som traditionelt er gearet mod chefjobs - jura, økonomi og handelshøjskolens cand. merc.- uddannelser - enten er domineret af kvinder eller har lige mange mænd og kvinder. Bortset fra økonomistudiet. Studiechef Jakob Lange fra Københavns Universitet forudser ligefrem en eksplosion af kvinder i chefjobs. Hans erfaring er, at de unge kvinder har udviklet sig til alfahunner, som er langt mere fokuserede og selvsikre end for bare fem år siden. "De stille piger har fået både mæle og ambitioner. Nu kæfter de op. Også mere end drengene. Jeg tror vi oplever en eksplosion af kvindelige retspræsidenter, overlæger osv. de kommende år. Pigerne går efter prestigefyldte uddannelser, hvor muligheden for at blive leder er god. Og de falder ikke længere fra undervejs, fordi de finder sig en mand. Der foregår virkelig noget i hovedet på de unge damer." Studiechefens forklarer pigernes nye målrettethed ved, at rollemodeller som f.eks. Lykke Friis eller Linda Nielsen har banet vejen og fået pigerne til at myldre ind på studierne.

Vi skal ikke sidde med hænderne i skødet

Karen Sjørup gør opmærksom på, at ligestilling på studierne ikke garanterer ligestilling på arbejdsmarkedet. Da det ofte først er efter studietiden, kvinderne får børn og skal tage barsel. Men hun og Betina Rennison er enige i, at rollemodellerne flytter nogle barrierer. Ligesom rødstrømperne gjorde det engang, konstaterer Betina Rennison. Men at tingene i et historisk perspektiv ser ud til at løse sig, betyder ikke, at vi bare skal sidde med hænderne i skødet og vente. Tværtimod. "Tiden læger alle sår. Men vi har ansvaret for at undgå, at såret udvikler sig i den forkerte retning og bliver alt for stort og væskende. Derfor skal vi lægge jod på allerede nu," lyder det fra forskeren. Og det handler især om at blive ved med at insistere på at fortsætte dialogen. "Vi skal blive ved med at tale om kvinder i ledelse og prøve os frem med forskellige løsningsværktøjer, så vi kan se, hvad der virker for os," slutter Betina Wolfgang Rennison. Forhåbentlig kan indsatsen afspejle sig inden alt for længe - gerne i antallet af kvindelige kommunaldirektører og i vores placering i næste års internationale ligestillingsindex.

Toplederes historier skal give kvinder lysten til ledelse

Det skal være slut med de skæve smil i debatten om kvinder i ledelse. I stedet skal der flere gode historier frem om kvindelige topchefer. Det mener Bolette Christensen, vicedirektør i Dansk Industri, der på den måde også håber på at give kvinderne selv mere fighterånd. Der er for få kvindelige rollemodeller og for mange skæve smil i den danske kønsdebat. Det betyder dels, at mange kvinder får et vrangbillede af livet på direktionsgangene og ikke søger de chefstillinger, der er, og dels, at mange ledere ikke tænker kvinderne ind som potentielle kandidater. Det er simpelthen for dumt, lyder det fra Bolette Christensen, for det betyder, at danske virksomheder går glip af en masse talenter. "Vi har alle et ansvar for at tage dialogen. Men naturligvis har folk i toppositioner et særskilt ansvar, fordi de i sidste ende har større indflydelse på, hvem der får tilbudt chefstillingerne."