Artikel

Ambitioner – er det tabu?

Hvad er ambitioner? Hvordan opstår de? Og hvorfor har kvinder stadig så svært ved at tale om dem? Vi sætter fokus på et tabu blandt kvinder.

Tekst: Trine Beckett

Nogle har allerede planer om direktørbilen og hjørnekontoret, når de træder ind af døren første skoledag. Andre har svært ved at sætte ord på hvad de vil, selv om de er langt oppe i 30’erne.
At have ambitioner svarer til at sætte sig ind i et tog og have nogle tanker om, hvor man skal sidde, hvem, der skal med, og hvor toget skal ende. Det er en slags ramme for den identitet, vi går efter. En form, vi lægger ned over vores liv, som giver en retning på, hvilke mål, vi sætter os. Ambitioner handler ikke nødvendigvis om penge og magt. De kan ligeså vel føre i retning af at besætte huse, gøre en forskel for verdensfreden eller være seksuelt attraktiv i en sen alder. Men hvordan danner og udvikler vi vores ambitioner – og hvorfor har kvinder i år 2008 stadig lettere ved at tale om sex end om, hvad de vil med deres liv og karriere? Det har vi spurgt en praktiker og en teoretiker om. 

Teoretikeren: ambitioner er miljøbestemte

Dominique Bouchet er professor på Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet. Han tilskriver miljøet og omgivelsernes reaktioner en meget stor rolle.
”Det, man møder, danner ens ambitioner. Man har haft en tendens til at tro, at det afgørende lå dybest inde i ens sande jeg. At der her lå en kim til ambitioner og at man skulle få det til at blomstre. Det hører ingen steder hjemme. Det findes der ingen belæg for.”
Det, du drømmer om, måden, du gerne vil være på danner du, ifølge Dominique Bouchet, i samspil med andre. Og det starter du allerede med at gøre som 7-8-årig, hvor det går op for dig, at du ikke længere hænger sammen med dine forældre, men er selvstændig og skal skabe et selvstændigt liv.
”Allerede dér, får du forskellige forestillinger om, hvad der er muligt. Du ser måske stjerne for en aften, hører eventyr, du ser hvordan omgivelserne reagerer på det, du siger, og får en idé om, hvad der er muligt,” siger Dominique Bouchet, der dog anerkender, at vi har en medfødt karakter. Men hvor man hos fx små hundehvalpe fra fødslen kan se, hvem der får jagtinstinkt og hvem, der bliver familiehund, reagerer mennesker anderledes stærkt på påvirkninger udefra.
”Du har en karakter. Men du finder ikke din identitet i dig selv. Den skaber du i samspil med andre. Og den kan ændre sig radikalt, afhængig af opdragelse, eller hvad du kommer ud for.”

Praktikeren: ægte ambitioner kommer indefra

René Bach, coach i konsulentvirksomheden Cococo og medforfatter til bogen selvværdsbaseret ledelse – porten til det nye lederskab, ser anderledes på ambitionsbegrebet. Han skelner skarpt mellem indre og ydre ambitioner.
De ydre ambitioner er dem, omgivelserne skaber for os. Det er typisk dem, vi hurtigt kan formulere. Dem, vi får løn for. Dem vi får ros og anerkendelse for. Og derfor også dem, vi fortsætter med at forfølge, fordi det er her, vi mærker succes. Det er fx: ”Min far har sagt, at jeg bliver topjurist.” Eller ”bestyrelsen siger, at vi skal omsætte for 15 mia. I år.”
Der kan ligge en enorm kraft i disse ambitioner, også selv om de egentlig ikke er vores egne.
Vores såkaldte indre ambitioner er baseret på vores dybere værdier. Vores tanker om frihed, tryghed eller hvad vi nu lægger vægt på. Vores idé om, hvordan vi kan udfolde vores potentiale og få et lykkeligt liv. De indre ambitioner tilfører os ægte glæde, når vi lever dem ud, forklarer René Bach. Han bruger en stor del af sin tid som coach til at få sine klienter til at reflektere over, hvilke ambitioner, der driver dem i deres karriere. 
”Har du fx din far med på bagsædet, hver gang du tager til møde? Er det hans stemme, du hører i baghovedet, når du tager en beslutning? Hvis det er tilfældet er det en ydre ambition, du forfølger, selv om den måske ligger dybt dig,” siger René Bach.
Som coach dømmer han ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Det vigtige er at få folk til at reflektere. Lader vi os drive for meget af de ydre risikerer vi at fjerne os fra virkeligheden og det vi egentlig vil, siger René Bach.
”Når topchefen kommer til mig og siger, at han vil være økonomisk uafhængig, når han er 47 og først efterfølgende lege med sine børn, er det min opgave at spørge, om han så er klar til at hente sin datter på banegården med en nål i armen, fordi han ikke har haft tid til hende,” siger René Bach.
Det handler altså om at finde ud af, hvad der ligger bag de symboler, vi stiller op for os selv. Måske ligger der bag topchefens ambition om uafhængighed en værdi om frihed, der skal opfyldes på en helt anden måde – med et rækkehus og nedsat arbejdstid? René Bach arbejder for at få sine klienter til at ”blive ædru i deres potentiale.” Forstået på den måde, at andres ros og anerkendelse kan gøre os berusede i vores handlinger. Vi får at vide, at vi er smukke og dejlige, når vi gør hiver store kunder hjem, klarer 20 operationer på en dag… og derfor fortsætter vi. Det er doping for os. Men måske vågner vi en dag op og kan ikke finde os selv? Eller det går op for os, hvad det koster – stress, alkoholproblemer, forliste ægteskaber…

Modstand er godt – til en vis grad

Dominique Bouchet går ikke ind for opdelingen i ydre og indre ambitioner, men han medgiver René Bach, at vi er født med forskellige potentialer, og at ambitioner kan handle om at forløse det. Men hvad er det så, der gør, at nogle er enormt ambitiøse, og andre ikke?
Man hører tit, at store sportsstjerner, direktører eller skuespillere har haft en forfærdelig barndom, med alkoholproblemer, død, svigt eller misbrug, der ligger tungt i deres bagage og driver dem til at præstere stort. Er det den type modstand, der skal til?
Både ja og nej. På den ene side er modstand et kæmpe energifelt. På den anden side, kan modstanden være med til at knække folk, konstaterer René Bach. Modstanden skal have den rette dosis for at virke fremmende.
”Når man presser noget, skal energien ud. Men presset skal lægges perfekt. Som kul: presser man for meget bliver det til støv, presser man for lidt, bliver det smattet. Presser man perfekt, bliver det til en diamant.”
Dominique Bouchet advarer mod at tro, at lig i lasten fører til høje ambitioner og stor viljestyrke. Det er rigtigt, at det sker i visse tilfælde. Men det modsatte er normen, understreger han.
”Det generelle billede er, at hvis du er blevet misbrugt som barn, misbruger du også som voksen.”
Omvendt er en vis modstand nødvendigt for at stimulere vores drivkraft. Når anden-generations-rige kører virksomheder i sænk, er det ofte fordi, de har haft det for let, vurderer sociologen.
”De er vokset op med villa, pool og dyre biler og ender med ikke at kunne styre en virksomhed. Også fordi, deres forældre i mange tilfælde ikke har været der, til at stille krav til deres børn.”
Undersøgelser fra tyske fodboldskoler understøtter tesen om, at en vis modstand er godt. De børn, der klarer sig bedst på skolerne er typisk dem, der inden de startede var vant til at ligge nr. 3 og 4 og skulle kæmpe for deres sag. Mens de, der var vant til at ligge nr. 1 og 2, mangler kampgejsten og har tendens til at give op overfor den øgede konkurrence.
Dominique Bouchet peger på, at meget ambitiøse miljøer, som fx franske eliteskoler er med til at stimulere børns ambitionsniveau. Her er konstante krav, udfordringer og målinger på, hvad du kan og mange danskere, der fra det danske skolesystem ikke er vant til konkurrence bliver grebet af stemningen og skruer op for deres ambitioner, når de er der.
Men, understreger, Dominique Bouchet. Bare at melde sig ind på en ambitiøs skole er ikke ensbetydende med, at man selv er ambitiøs.

Ambitioner er ikke til pynt

Ambitioner handler som sagt om at reflektere over, hvad man vil med sit liv, og forfølge nogle mål for at opnå det. Studerer man blot fordi, det gør alle andre, er man uambitiøs, uanset om skolen hedder Insead eller CBS. Uden refleksion ingen ægte ambition.
I René Bachs optik hjælper de elitære miljøer os dog ikke nødvendigvis til at finde ind til vores indre ambitioner. Her skal man snarere søge at  kortlægge det landskab af kompetencer og muligheder, den enkelte står overfor – evt. i samtale med andre.
”Vi skal lære af vores succeser – og ikke bare, som vi troede i gamle dage, lære af vore fejl,” siger René Bach.
Men kan vi decideret ødelægge vores ambitioner? Ja, lyder det samstemmende fra teoretikeren og pratikeren.
Førstnævnte peger på den danske folkeskole som et sted, hvor man med sit lighedsideal undertrykker, at folk stiller krav til sig selv.
Praktikeren vurderer, at miljøer, der ikke giver os feedback på, hvad vi er og kan, er dræbende. 
”Den vedligeholdende relation, som findes i mange danske virksomheder, hvor der er konsensus om, at sådan tænker vi, sådan gør vi og sådan er de andre slår ambitioner ihjel. Den type relation er lig med stilstand,” understreger René Bach. Vil man udvikle sig selv, må man tage de konflikter, der følger i kølvandet. Og turde at stille sig op og stikke ud.
Men er det her, stiletten trykker? Er det angsten for konflikter, der gør det at nogle kvinder finder det mere grænseoverskridende at tale om ambitioner end om sex?

Kvinder rykker ikke

René Bach giver et tøvende ja. Han oplever, at hans kvindelige klienter ofte fokuserer på andre menneskers velbefindende og glemmer at tage vare på sig selv. Desuden tvivler de mere end deres mandlige kolleger. Dominique Bouchet giver generationers opdragelse skylden.
”Tidligere var kvinder som skåle, der skulle fyldes op. Det var ikke feminint at tage initiativ og kæmpe for at opnå noget. Manden har derimod altid skullet fortælle, hvad han ville bringe med hjem. Han har været vant til at lægge planer og at hans rolle var forbundet med en lønambition.”
At tale om sex er i dag lige så uforpligtende som at diskutere et nyt køkken, mener sociologen. Det rykker ikke noget og er derfor meget lettere end at stille sig til skue med et højt ambitionsniveau. Men hvad skal der til for at ændre tingenes tilstand? Ifølge sociologen skal vi tage højde for tidligere generationers efterslæb - at kvinders motivation ikke ligger i de høje lønrammer, men snarere i at udfolde deres potentiale  - eller hvad René Bach ville kalde indre ambition. Og så nærmer teoretikeren og praktikeren sig måske alligevel hinanden?
Dominique Bouchet holder fast i, at ambitionsbegrebet brugt på den på den måde bliver slørende. Skal vi give kvinder lyst til lederstillinger, skal vi ikke tale om ambitioner, men sætte lederrollen i perspektiv. Den retorik, vi brugte i 80’erne om at ”du er lige så god som mændene. Du har også ret til en Mazda” er utidssvarende. Og tiltrækker desuden de forkerte ledere.
”De, der tiltrækkes af 80’er-retorikken er ikke de mest brugbare. Virksomheder i dag har brug for etisk og sammenhængende tænkning. Dem, der har det brede syn på tingene. Det gælder både mænd og kvinder. Vi skal vise, at organisationer ernærer sig af det engagement og den gejst, mennesker bringer med sig. Det handler ikke om at abe efter men om at sætte sig præg,” slutter sociologen.
Og Protocol går gerne foran med ambitioner i den retning.